logo

Udlejning

Projekter

Administration

Nyheder

Om os

Kontakt

Lejer
background image

Blogindlæg: Gå på opdagelse i Kornbyen

En rejse gennem historie, fællesskab og bæredygtig byudvikling

Udviklere hos ’Bedre By’ og ’Sinding & Co’ har påtaget sig opgaven at igangsætte en positiv byudvikling i Malling, der ligger et stenkast syd for Aarhus. I det innovative byggeprojekt, Kornbyen, arbejder de ihærdigt på at udvikle et levende byfællesskab, som skal genskabe byens storhedstid. Kulturarv, sociale initiativer og bæredygtighed udgør byggestenene, der skal bære den fremtidige vækst. Artiklen er udgivet i december 2023 I 1884 åbnede jernbanen i Malling, hvilket satte skub i en ny tilværelse for byens borgere. Med hastige skridt udviklede byen sig fra en landsby til en energisk stationsby med industri, handel og håndværk. De erhvervsområder, som i mange årtier har været fyldt med liv, står i dag tomme, og flere lokale forretningsdrivende har været nødsaget til at dreje nøglerne om: ”Altså, man kan jo godt sige, at byen er i forfald. Hvis vi går ned ad Bredgade, så er der altså for mange bygninger, hvor man ikke får fjernet ukrudt udenfor, tingene falder ned, og der et hul midt i vejen,” konstaterer en kvindelig borger. Hun har deltaget i forundersøgelserne til byggeprojektet Kornbyen, der i fremtiden kommer til at sprede sig på den forladte foderstofgrund i Malling. Letbane-forbindelsen mellem Aarhus H og Odder har banet vejen for at gentænke Malling som en moderne forstad. De nye transportmuligheder skaber lovende betingelser, der potentielt kan tiltrække småbørnsfamilier og ”young professionals”, som gerne vil væk fra storbyens stress og jag: ”Kornbyen udgør en vigtig brik i at vende geografiske bagsider til forsider. Vores projekt handler også om at binde oplandet sammen med Aarhus,” fortæller udvikler Claus Pihlmann fra ’Bedre By’.

Intet er overladt til tilfældighederne

Byggeprojektet Kornbyen udspringer af Aarhus Kommunes plan for byomdannelse, der tidligere har ført til byfornyelser på Aarhus Ø og i Ceresbyen. De første idéer til Kornbyen fik frit løb i 2019, og siden hen har projektet taget form. Alle beslutninger er baseret på dialoger, grundige analyser og aktiv inddragelse fra lokalsamfundet: ”Vi har gjort os umage med at danne det rigtige afsæt for udviklingen af Kornbyen. Vi har blandt andet gennemført et antropologisk forstudie, der har hjulpet os med at forstå ønsker og behov til boligformer i Malling, og en idégenerende workshop, hvor vi har indsamlet borgernes input til udviklingen af området. Sidstnævnte har vi brugt til at udskrive en arkitektkonkurrence, hvor tre arkitektfirmaer blev bedt om at komme med deres bud på Kornbyens udformning, hvorigennem vi har valgt at fortsætte med to af arkitekterne, for at sikre variation i det nye kvarter,” uddyber Claus Pihlmann. De to arkitektfirmaer, der har vundet rettighederne, er ’Sleth’ og ’AART Architects’. De har sideløbende med hinanden udarbejdet en helhedsplan og et skitseprojekt, som ligger til grund for den lokalplan, der på nuværende tidspunkt er sendt til høring hos Aarhus Kommune. Den indleverede lokalplan har taget højde for tilbagevendende feedback fra forskellige interessenter, hvilket har udmøntet sig i forskellige justeringer – for eksempel en reduktion af byggehøjder.

Noget for enhver smag

På baggrund af det antropologiske forstudie har udviklerne erfaret, at det er vigtigt at skabe et blandet og mangfoldigt boligområde, hvor inklusion er i højsædet. Byggeprojektet er derfor et modsvar til de klassiske boliger, som allerede findes i Malling-området. Kornbyen kommer til at byde på mere end 200 husstande i forskellige størrelser og planløsninger, der kan rumme borgere på tværs af befolkningsgrupper – alt fra seniorer og småbørnsfamilier til singler og par. De blandede boformer kommer blandt andet til at dække over almene boliger, rækkehuse, kompaktparceller og seniorfællesskaber, som alle er skabt med fokus på naturligt lysindfald og varme materialer. Den store boligvariation skal understøtte de såkaldte ”flyttekæder”. Den bagvedliggende tanke er, at borgerne ikke behøver at forlade Malling, hvis deres livssituationer og tilhørende behov pludseligt ændrer sig: ”Vi bor i et almindeligt enfamiliehus med have, men den dag man ikke kan det mere, jamen så vil vi da gerne høre om projektet,” pointerer endnu en borger, der deltog i den antropologiske undersøgelse.

Vil du gerne vide mere om Kornbyen?

Så skal du smutte forbi projektets hjemmeside, hvor du kan læse mere om konkurrenceforslag, visioner og meget andet.

Hjemmeside

Nutiden og fortiden smelter sammen

Visionen bag byggeprojektet Kornbyen er, at de lokale historier, som er centrale for Mallings selvforståelse og identitet, skal bevares eller transformeres. Nogle af fortællingerne er med tiden blevet udvisket, mens andre er slidte og mangler at blive støvet af. Den nye bydel udvikles med respekt for de historiske og industrielle bånd, som gør byen til et helt særligt sted. For at viderebringe byens traditioner, arbejder byggeprojektet i spændingsfeltet mellem bevaring, upcycling og arkitektonisk fortolkning, hvilket på sigt skal skabe et selvstændigt bysamfund med stærke rødder. Kornbyen kommer primært til at forankre sig i to lokationer, som har aldeles gode forudsætninger for at danne attraktive rammer om et sprudlende byliv, der inviterer til social adfærd og styrker fællesskabet Den gamle foderstofgrund, som tidligere har været et omdrejningspunkt for landbruget, omdannes til et nyt boligområde, der er spækket med opholdsarealer og mødesteder. Her skal der være plads til events og arrangementer, pop-up-butikker, loppemarkeder, skaterbane samt motion i alskens afskygninger. Siloen, som stadig tårner op på grunden, skal fungere som et vartegn, der associeres med byens forvandling. Vedels Hus, der tidligere har lagt lokaler til en høkerforretning og boghandel, skal bevares som et fælleshus med et stort udbud af aktiviteter. Vedel-familien var vellidte skikkelser i nærområdet, der blandt andet støttede gymnastikforeningen og bidrog til byens juletraditioner, og derfor indgår deres eftermæle som en aktiv del af det nye byrum.

Bæredygtighed over hele linjen

Bæredygtighed er en kerneværdi i Kornbyens tilblivelse, og førsteprioriteten er at indtænke eksisterende materialer, hvor det er muligt. I fælleshuset (red. Vedels Hus) vil istandsættelsen udelukkende tage afsæt i materialer fra stedet. Foderstofforeningens betonhaller og stålspær genanvendes i nye bygningskonstruktioner, og asfalten genbruges - dog med nye formål for øje. De røde tegl, som er kendetegnende for foderstofforeningen, bliver knust og spredes i bede på de kommende udearealer. De forskellige former for genanvendelse skaber synlige referencer til områdets historie, men skåner samtidig miljøet. I valget af nye byggematerialer vil der være fokus på CO2-reduktion og klimavenlighed. Flere af bygningerne bliver for eksempel konstrueret i træmoduler. I det nye byrum er mødet mellem mennesker og naturen i centrum. De grønne områder udformes med stærk inspiration fra det østjyske landskab, som har sine egne geografiske kendetegn. Kornbyen skaber et dynamisk udendørsmiljø, der strækker sig over urbane pladser til grønne lommer. Håndtering af regnvand og en genoplivning af en tidligere ”hellig kilde” er også en del af visionen. Kornbyen forventes derfor at blive et ikonisk eksempel på bæredygtig byudvikling, der forener fortidens arv med fremtidens visioner.

Ejsingholm ApS

Nørre Allé 86, 8000 Aarhus C

CVR: 36546972

kontakt@ejsingholm.com

71747460

https://www.instagram.com/ejsingholm_/